The Best Easter Sunday Ever 🐣

Så bliver det sidste indlæg i denne omgang. På denne rejse.
Påskelørdag tog vi til Michigan State University for at se det store Campus-område. Desværre var det koldt, og det regnede. Plus at det meste, mod Jill og Martys forventning, var lukket. Men vi fik alligevel en god fornemmelse for denne store “by” i byen. Som tidligere nævnt er der 44.000 studerende. Så det siger sig selv, at alt er stort sammenlignet med et dansk universitet eller professionshøjskole.
Vi så området og spiste senere frokost på en cafe, hvor Marty ofte var gæst for mange år siden, da han boede i Lansing (The Capitol of Michigan) og studerede her på universitetet.

Om aftenen lavede vi bål og ristede skumfiduser (s’mores). Det var så hyggeligt at sidde der under stjernerne.
Vi har haft mange interessante samtaler i ugens løb om politik, uddannelse, immigration, healthcare
system osv.

I dag er det påskesøndag.
Vi har været i kirke. Til Easter Service.
Det var fedt. Og ærlig talt - hvis jeg boede her, ville jeg være gæst i kirken om søndagen, når jeg kunne. Sikke en atmosfære. Sikke en venlighed. Sang, dans og en gæstfrihed udover alle grænser.
Her bruger man kirke som et socialt samlingssted. Og The Pastor var lækker og talte frit, uden manuskript, på en inspirerende og vedkommende måde. Ikke tungsindigt og alvorligt, som vi kender det hjemmefra.
Her får man serveret kaffe, the, kakao og hjemmebag. Der er sågar kopholdere (som i bio) inde ved kirkebænkene, som nærmest er sofaer.
Det var sgu en god oplevelse, og bagefter blev vi introduceret for pastor Dave og hans familie.

Herefter kørte vi forbi Mariegold, som er en Herman Miller ejendom og hotel/kursuscenter. Marty arbejder for Herman Miller og har nøgle til stedet. Billederne taler for sig selv. Så smukt og masser af lækkert design. Meget nordisk. Der kunne jeg godt bo!

Hjem for at forberede Easter Lunch. Jills forældre - Mich & Gail - er på besøg. De er begge midt i 80’ erne og er max friske, og de dejligste mennesker. Vi har virkelig hygget med snak, god mad og udendørs aktiviteter. Billederne taler for sig selv.

Nu er det sidste aften hos The Ryans.
Vi har været ude at gå og set sorte egern.
Kom hjem igen og hyggede med Game of Thrones. En ganske særlig og kærlig episode....
Glæd jer!

Imorgen tidlig kører de os til Chicago.
Så er vi homebound og lander i Ålleren tirsdag formiddag.
Sikke en tur det har været.
Sikke nogen dejlige mennesker. The Ryans.
Det har været den bedste påskedag i mit liv og jeg slutter vores rejseoplevelser
denne gang - taknemmelig og beriget.

Living la vida Americano 🇺🇸

Vi har nu boet i Holland siden mandag, og vi nyder det!
Vi ankom som nævnt sent mandag aften og efter en rodet nat (jetlag har været slemt denne gang og forfølger mig stadig), står vi op til en dejlig dag i det hus, hvori Andrea har boet et år af sit liv.
Jill og Marty er indbegrebet af gæstfrihed.
Deres hjem er vores hjem. Alt er til fri afbenyttelse. Det er bedre end at bo på hotel, for her er der bil til rådighed og mad i køleskab og fryser.
Vi har brugt de første dage på at se området. Andrea er chauffør og kører rundt i Volvoen, som om hun aldrig har lavet andet. Mutter sidder bagi og reflekterer over, hvor rollerne nu er byttet om 🙂
Holland har - som de amerikanske byer - en speciel infrastruktur sammenlignet med danske byer. Der er ganske vist en form for et centrum (Downtown), men husene, butikkerne og industri er spredt ud over et kæmpe areal.

Her er så meget skov, og vi kan kun ærgre os lidt over at være her i det spirende forår og ikke i sommerperioden, da Michigan er fantastisk smuk pga af sin natur.
Med andre ord er man dybt afhængig af et køretøj, og det er derfor også mere reglen end undtagelsen at alle households har en eller flere biler. Her er der 3! Og en motorcykel og en båd! Apropos summertime. Andrea beretter om mange sommerdage i badetøj på Lake Michigan i Jill og Martys båd. Det må vi opleve næste gang, vi rejser på besøg....
Vejret har været lidt blandet og ikke så godt som hjemme hos jer. Vi var blevet lovet masser af regn og thunderstorms under opholdet her i Holland. Det har vi heldigvis ikke fået. Men et par dage med gråvejr er det blevet til. De sidste par dage på amerikansk jord bliver der dog dejligt forår med op til 18 grader, og jeg er lige vågnet til fuglesang og skøn sol udover den lille sø uden for “mit” soveværelse.

Vi har været til fodboldkamp (Andreas gamle hold) og skal senere se Andreas High School, West Ottowa.

Vi har besøgt flere malls og shoppet igennem. Så meget, så vi er totalt pressede i forhold til tilladte medbragte kilo på den komme hjemrejse. Vi oplevede bl.a et Tanger Outlet, hvor vi stort set havde alt for os selv. Det var perfekt. Jill og Marty hookede os op med en masse kuponer, der gav yderligere rabatter - så alt var så billigt. Det var paradis!

Vi kan tydeligt mærke, at vi nu er er nået så langt eller tæt ind på hverdagens Amerika og derfor ikke møder andre turister. Af samme grund spørger ekspedienterne efter, hvor vi kommer fra, fordi de synes, vi taler weird. Men alle er så søde herovre. På den måde kunne vi lære af amerikanerne. Deres interesse, nysgerrighed og gæstfrihed over for fremmede.
Trump er ikke en populær præsident her på Island View Drive. The Ryans skammer sig over ham. Det forstår man jo kun...
Amerikanerne spiser ofte ude. Det er nemlig ret billigt og helt andre priser end, når vi går ud for at spise i Danmark. Sammenholdt med lange arbejdsdage - ja, så er det hverdagskost her i familien, at
man går ud og spiser om aftenen. Så det har vi været. Og det ses og mærkes på bukserne. Portionerne er kæmpe! Og maden er svulstig. Men det er godt!
Vi har eksempelvis været på en restaurant, hvor temaet var sydstaternes køkken. Og selvfølgelig på Mexikansk restaurant, som vi elsker.

Vi har nydt scenariet omkring Lake Michigan som har bred i Holland. Søen har en størrelse på 22.000 kvadrat kilometer. Så det ligner stranden derhjemme.
Vi får talt en masse engelsk.
Det er fedt at se of opleve, hvorledes Andrea “blender” ind og taler flydende amerikansk på lige fod med de indfødte. Man hører det på dialekten, og hvorledes hun taler uden at tænke ordene igennem først. Hurtigt, sikkert.
Jeg kan kun understrege endnu en gang, hvor rørende det er at opleve hendes relation til en anden familie. At have været på sidelinjen det år - og nu endelig ser, hører og mærker - hvad hun har været en del af, giver stor mening, og jeg er taknemlig for, at Andrea altid vil have The Ryans i sit liv.
Hver aften, sent, når vi har været out and about og slutter dagen af på restaurant, så hygger vi i kælderens biograf i en kæmpe flyder af en sofa. Alle 5.
Selvom vi kan bestille og se alle de nye film vi ønsker, så er vi istedet blevet hooked på programmet “Naked & Afraid”, som kører på Discovery. Det handler om 2 “ tilfældige” personer (en mand og en kvinde) som i hvert afsnit parres for sammen at skulle overleve under ekstreme forhold på ubeboede områder rundt om i verden. Det kan være i jungle, ørken, i bjerge - i tropisk klima eller bidende kulde. Naked. Og afraid, fordi de ikke har noget at forsvare sig med overfor de vilde dyr og kryb de måtte møde på deres vej.
Det er skide spændende. Og nej - det er ikke en amerikansk form for Robinson Ekspedition. Her tilmelder man sig, fordi man søger de fysiske udfordringer og er nøje udvalgt, så det ikke kommer til at handle om intriger.

I dag er det lørdag og vi skal køre op til Michigan State University. Her har Marty studeret, da han var ung, og det er et af de helt store og populære campuses i USA.
Det glæder vi os til. God påskesøndag i Danmark :-)

Family ❤️

Den sidste dag i Chicago bød på super dejligt forårsvejr, og vi lagde ud med at spise brunch og drikke kaffe med Trump, eller hos Trump, eller næsten....

Der er - in no way what so ever - ikke nogen form for sympati med den mand og hans politik, men Trump bygningen er så dragende og fascinerende, like it or not, og placeret i hjertet af byen ved floden.

Herefter stod den på vandring mod “The Navy Pier”.

Vi gjorde et pitstop undervejs i et kæmpe organisk supermarked. Hold nu op! Det var en oplevelse. 

Tænk hvis vi hjemme havde de indkøbs muligheder som amerikanerne har....hmmm - ved nærmere eftertanke ville det stikke helt af.... 

“Navy Pier” var fantastisk. Det er et tidligere træningssted for flåden med forlystelser, restauranter, butikker osv.

Vi havde det skønneste vejr og hyggede og slikkede sol i flere timer og nød de spektakulære udsigter over byen. 

Se med her:

Glemte iøvrigt at fortælle en sjov historie fra Chicago Downtown i forrige blogindlæg.

Søndag sidst på dagen, shopper vi - langt væk fra hotellet -  og vælger derfor at tage en taxa tilbage - da der var snestorm i byen.

Vi betaler den rare taxachauffør og bliver sat af udenfor vores hotel og han kører videre. Da vi står inde i lobbyen og er på vej ind i elevatoren til vores værelse på 14 etage, går det op for Andrea at hun har glemt sin pung i taxaen!!!

Vi pisker ud af hotellet (alt imens jeg når at tænke og råbe til Andrea, 

at den pung ser vi aldrig mere), og da vi kommer udenfor - kan vi se en taxa holde for rødt i et lyskryds 100 meter længere henne. Kan det være “vores” taxachauffør? Forestil jer, at det vælter ned med sne og sjap og at det er glat og at missionen er fuldstændig håbløs. Andrea vælger dog en fænomenal spurt og lige som taxaen speeder op og skal køre videre, når hun håndtaget på bilen, flår døren op og kaster sig ind for at gribe sin pung.

Laura og jeg står tilbage foran hotellet i chok OG fascination over den legendariske spurt yngste barnet med de lange ben foretog lige der. 

Hun fik sin pung og alt var godt. Vi havde jo ikke haft en chance for at tracke den, da vi hverken havde kvittering, nummer på bil, navn på chauffør eller noget. 

It’s Chicago for God’s sake!

Nå, men tilbage til mandagen, som slutter med de sidste indkøb. Hold nu op, hvor er der meget, der frister i USA. Alt er billigere, og her er så meget lækkert tøj, tasker, sko, make-up mm. Det er jo for fanden som at være i himmerige.
Men en må begrænse sig. Både i forhold til økonomi, forbrug og bagagevægt. Det er en øvelse, som tangerer ren videnskab...

Mandag aften når vi til det store højdepunkt på denne rejse. Vores møde med Jill og Marty Ryan. De kommer kørende fra Michigan, hvor de bor i Holland, som er en by, som er ca. en halv gange større end Hjørring, og den by hvori Andrea boede i et år, da hun var udvekslingsstudent.
Det er en køretur på 2 1/2 time. Men amerikanerne regner ikke det for noget. De er vant til store distancer, så det der med at sidde længe i bil er en naturlig del af at leve og bo i så stort et land. Til gengæld er offentlig transport en mangelvare.
Vi skulle mødes på vores hotel og derfra finde et sted at spise og hygge os i Chicago inden afgang nordpå.
De er de dejligste mennesker! Jeg har talt med dem/set dem over FaceTime flere gange - men det var selvfølgelig meget stort at møde dem IRL og også et rørende øjeblik pga, at Andrea har den relation til dem, hun har. De elsker min “lille” pige og hun dem - og de har taget sig så godt af hende på alle måder, den gang og i tiden efter.
Det var stor gensynsglæde, og også Laura nyder at blive en større del af Andreas eventyr i 15/16.
Vi spiste på en hyggelig restaurant, og snakken gik, og vi grinede og grinede og faldt bare i godt spænd right away 🙂

Senere på aften forlader vi Chicago for at køre nordpå mod Michigan. Vi taler blandt andet om, hvor tryg og hyggelig en stemning vi har fornemmet i Chicago Downtown, da vi kører forbi kvarterer i byen, hvor man ikke anbefaler turister at nærme sig. Her slipper man sandsynligvis ikke levende fra. Chicago er nemlig (desværre også) kendt for en høj crime-rate, og det er en kendsgerning, at der i disse kvarterer finder ca. 25 mord sted hver weekend!
På turen nordpå kører vi gennem Indiana og byen Gary, hvor Michael Jackson blev født og voksede op.
Vi rammer Holland ved midnatstid. Holland har sit navn fra hollandske immigranter, som etablerer byen tilbage midt i 1800-tallet.
Det var så spændende at køre ind på Island View Drive for endelig se det dejlige hus, Andrea har boet i.
Det var dog mørkt og sent, og da Jill og Marty skal arbejde on-off i ugen, hvor vi er her, gik vi hurtigt i seng.
Dødtrætte efter en lang dag - i hver sit soveværelse med hver sit eget badeværelse!

Huset er fantastisk. Ligger ned til en lille sø. Stort, rent, amerikansk og meget gæstfrit!
3 biler i garagen. En stor Cheavy, en stor Volvo og en gul Pontiac (sportsvogn). Og selvfølgelig også lige en motorcykel...
Vi har Volvoen hele ugen, og planen er, at Andrea kører os rundt.
Køleskab og fryser fyldt med alt godt til fri afbenyttelse. What is not to like?

Jill er Associate Director hos Merck - verdens største medicinalfirma og arbejder med cancer research, og Marty er Senior Manager i HR afdelingen i et andet verdensomspændende firma, Herman Miller.
Det er er stort møbelfirma, som bl.a. producerer Eames møbler, og som lige har opkøbt danske HAY.
De er travle folk, som dog prioriterer familieliv og rejser.
De er forældre til Ian, som graduerer fra Colorado University her til maj - så ham ser vi desværre ikke i denne omgang.
Nå, men planen er, at vi bor og lever her hos Jill og Marty frem til på mandag, hvor vi rejser hjem igen.
Næste indlæg på bloggen kommer til at handle om ferielivet her i Holland. En helt anderledes oplevelse af at være i staterne end de forrige gange, hvor vi har kørt alt efter turist foreskrifterne med hotelophold og sightseeing.
Denne gang opsøger vi fornemmelsen for hverdagen i en amerikansk by langt væk fra turistfælderne og glæder os til at leve livet The American Way.
Forsat god påske til jer alle derhjemme 🙂