mandag den 15. juli 2013

Another time, another place......

Sidder i sofaen i Hjørring og nyder følgende syn/lyde: 3 tømte kufferter, vaskemaskinen der snurrer, M & M`s med HVID chokolade i en skål på bordet og en kop the. Ro fra pigerne som er trukket på værelserne, udkig til spændende ting man kom til at købe for at forkæle sig selv og ikke mindst en forelsket hund, der nyder at mor er hjemme igen :-) Vi har været oppe i 35 timer nu og trænger snart til at komme i seng. Tidsforskellen og 3 flyskift krævede sit af hjemrejsen. Fort Lauderdale - Miami - Paris - Amsterdam - Aalborg - Aars - Hjørring. Men nu er vi her og man bliver helt rørt, når man kommer hjem til et fyldt køleskab og hjemmebagte boller....
En skøn, skøn ferie er slut. Vi anbefaler varmt en rejse til Florida. Og deler gerne ud af rejsetips. Nu venter nogle afslappende feriedage på Bryggen. Og så er der Dana Cup :-) God sommerferie til alle. Amerika - vi ses igen! Lene, Laura & Andrea.

lørdag den 13. juli 2013

Så blev vegetaren sat til vægs!

Det er lørdag d. 13. juli. Vi er snart på vej hjem til DK. Øv Bøv. Klokken er henad 22.00 her. Vi har "grov-pakket" og er udadtil klar til hjemrejse. Mentalt ville vi godt være blevet et par dage mere.....Det skal dog siges at "Chantal" stormen gjorde chaufføren noget utilpas og klar til hjemrejse noget tidligere i dag... men mere om det senere. Vender lige tilbage til igår hvor jeg, som nogen måske har noteret sig via FB, havde besøg af fætter Henrik som jeg ikke havde set i 35 år! Det hører med til historien, at Henrik er svensker (min far har en søster og bror som slog sig ned i Sverige i deres unge år )og han er 3 år ældre end jeg og valgte at flytte til Amerika, da han var ganske ung for at uddanne sig til pilot. Siden har jeg ikke set ham udover selvfølgelig på fotos og vi har i de senere år haft kontakt via FB. Henrik vidste derfor, at vi skulle på ferie her i Florida og vi aftalte for noget tid siden, at han ville besøge os, hvis det kunne passe ind. Han bor nord for Daytona på østkysten, en del af Florida vi valgte ikke at gøre ophold i, da vi trods alt "kun" har haft 14 fulde dage herovre og valgte Orlando og det nordlige område fra. Nogle undrer sig måske over, hvorfor vi ikke har besøgt Orlando. Lad mig bare kort sige, at mine unger aldrig har vist interesse for Disneyworld og forlystelsesparker generelt. Vi besøgte Universal Studios i Los Angeles sidste gang og det var derfor nemt at beslutte, at det var den del vi måtte undvære, da både The Keys og vestkysten virkede mere interessante for os. Nå, tilbage til fætteren... Efter en 5 timer lang køretur ankom han ved middagstid igår og vi hyggede os hele dagen. Fik samlet op på årene der er gået. Henrik havde meget at fortælle. Bl.a. om sit job som pilot, hvor han har fløjet for Delta Airlines i mange år og fragtet mange turister - som os - rundt i hele Amerika. Derudover har han jo oplevet Amerika på egen krop og kunne fortælle os - på godt og ondt, hvordan hverdagen fungerer herovre. Tingene er ikke altid som vi turister ser dem.... Vi spiste middag på en hyggelig restaurant og drak kaffe på stranden. Det var en super hyggelig dag. Vil da også lige nævne vores eftermiddags-afstikker til Barnes & Nobles, hvor Justin Biebers mor; Patti Mallette signerede sin nye bog. Andrea MÅTTE derind. Så det gjorde vi og det blev en skæg oplevelse. Vi havde forventet en gedemarked af unge amerikanske teens, men det var rimeligt overskueligt og Andrea fik en snak med svigermor, der var noget overrasket over at hun kom helt fra Danmark og der blev taget billeder og skrevet autograf. Patti Mallette har selvfølgelig skrevet om sit eget liv for at tjene penge og presse citronen. Når det er sagt, var hun meget sød og tilstede. Og lille bitte :-) Jeg har ingen fotos på kameraet af arrangementet. Men det har Andrea - og dem vil hun selv sortere og poste, når vi er hjemme igen.
Idag har været vores sidste fulde dag på ferien. Vi skal flyve fra Miami imorgen sidst på eftermiddagen. Vi slikkede derfor sol i formiddags og læste i nogle af de mange engelske bøger, der er blevet købt ind :-)
Vi havde på forhånd besluttet at køre i Sawgrass Mills, som er det største shoppingcenter i Florida og den næststørste turistattraktion efter Disneyland. Det var der så ligesom mange, mange tusinde andre der OGSÅ havde valgt. Der skete nemlig det, at der ved middagstid begyndte at regne i lårfede, tykke stråler. I drømmer ikke om, hvordan regnen kan vælte ned herovre. Vi har heldigvis kun oplevet det en smule på vores ferie - til trods for at vi jo egentlig har valgt at rejse i en forholdsvis regnvåd periode på året. Men det typiske er, at når det regner her, foregår det over en halv til en hel time og så klarer det op igen og bliver super vejr. Men idag blev det ved. Og ved. Jeg har forsøgt at fange nogle fotos der giver en indtryk af vandmasserne....
Det er stormen eller Huricane Chantal som blev varslet for nogle dage siden. Den har bevæget sig fra Jamaica over Bahamas til Cuba og ville måske kunne ramme østkysten her sidst på ugen. Det gjorde den så idag. Det er nu ikke fordi det har stormet - men hold k..., hvor har det regnet. Så meget, så jeg var skide bange for at køre. Vi var jo som sagt på vej til og fra det hersens indkøbscenter. Vi kørte, sammen med mange andre biler, 25 km. i timen på fler-sporede motorveje. Vinduesviskerne kunne slet ikke følge med. Der stod vand til op over dækkene nogle steder, fordi vejene og kloaksystemerne ikke kan tage fra. Og når man så skal over i højre vejbane for at svinge fra, så står det op over bilen med vand fra kæmpe vandmasser der har samlet sig. Wauw, det var for vildt - og lidt for spændende for Frøken Thyrring.... Vi snuppede, efter Isaksens varme anbefaling :-), en "Outback" på vej hjem fra Sawgrass. Hold nu op et måltid. Og vegetaren, som ikke er så hellig længere, overgav sig til en supermør luns fra et australsk stykke superkvæg. Det var fantastisk! Mashed garlic potatoes, steamed broccoli, blue cheese crumble, sauteed mushrooms. Himmerige :-) Servitricen anbefalede os dog at droppe desserten og køre hjem, da der netop er udsendt "flood-warning". Så fik vi sgu travlt og kom afsted.
Nu er vi så tilbage på hotellet og det regner stadig. På 9. time!! Vil lige nævne, at selv den mest hærdede, erfarne shopoholic kan kureres i Sawgrass. Der var simpelthen FOR mange butikker. Og Andrea, den værste af os alle, måtte kapitulere og konstatere, at selv "Forever 21" var FOR stor. Suk... Vi fik dog lige et par ekstra sko med hver derfra hver....
Jeg vil lige fortælle lidt om vores hotel. Vi bor på "The Premier Hotel" på Belmar Street i Fort Lauderdale. Ved første øjekast blev vi nok lidt skuffede. Det ser ikke ud af så meget. Og da slet ikke efter et ophold på Embassy Suites. Men hold op en service. Og en tryghed. Og en dejlig pool, hvor der altid er plads ved solvognene. Der er kun 18 værelser her som konstant er lejet ud. Familier kommer fra hele verden. Hotellet får topkarakterer på Trip Advisor og det er altså ikke pga. indretning og vedligeholdelse. Men en ung fyr og hans far står for stedet. Og de er så hjælpsomme og rare. Og sengene og rengøringen har været tip top og så bor vi en spytklat fra havet. Hvad kan man forlange mere? Vi har fået hjælp til alt muligt. Bl.a stod laderen i Volvoen af, så vi ikke kunne bruge GPS`en. Der gik jeg lidt i panik. Det ordnede vores vært. Han pølede med bilen og tilbød, at vi kunne låne hans gps, eller hans bil - for den sags skyld! Men han fik fikset vores, så vi slap for at køre i lufthaven og klage til Alamo Carrental. Så skulle Andrea købe et nyt objektiv til sit kamera. Vi vidste ikke hvor og hvordan. Det ordnede vores vært på amazon.com og Andrea fik sit objektiv næste dag og det var meget BILLIGT :-) Og det ene med det andet :-) Så et super sted som vi meget gerne anbefaler til dem der overvejer en ferie i Fort Lauderdale. Nu vil jeg slutte. Tænker nok at der falder en afslutning på bloggen fra sofaen i Hjørring omkring vores lange hjemrejse. Vi skal flyve via Paris hjem og for at det ikke skal være løgn, skal vi også over Amsterdam for at lande i Aalborg. Så det bliver en sej omgang. Tak fordi der er så mange som har læst med. Der har været over 2000 hits på bloggen i løbet af de sidste 14 dage. Dejligt at andre har lyst at leve lidt med og få en fornemmelse for landet "Over Here". For mig er det en fornøjelse at skrive og på den måde også opleve lidt voksenkontakt som man måske kan savne lidt, når man rejser alene med sine børn. Når det er sagt - har jeg de bedste rejsekammerater. Og jeg er meget taknemmelig over at have haft mulighed for at rejse rundt i 6 stater sammen med dem. Fantastiske minder og oplevelser vi har sammen resten af livet. Ha en forsat god weekend derhjemme. Vi glæder os til at se jer igen. Knus Lene

torsdag den 11. juli 2013

Jaws & Jaxson`s

Endnu en dejlig dag er gået på vores ferie. Vi nyder de sidste dage der ikke byder på de store udfordringer i forhold til at navigere rundt og flytte os fra sted til sted. Trods det keder vi os langt fra. Faktisk begynder vi at kunne skimte afslutningen på en fantastisk rejse og det gør ondt at tænke på. Særligt når vi slet ikke føler, at vi har fået nok. Vi har dog fået nok af is...jeg har helt ondt i maven. Mere om det senere....
Nå, men vi stod op til en smuk, smuk dag og vi tilbragte det meste af den liggende på langs ved hav og pool. Ved havet blev vi dog ikke så længe. Vi havde ellers fået os installeret. Havde nået at bade flere gange, læse i de medbragte bøger og spille bold - da alle pludselig bliver kaldt op fra havet, da der er spottet en haj! Det hører med til historien, at vi netop lige har svømmet rundt og jeg havde joket med, at nu kommer der nok snart en haj, hvor til Andrea bekymret svømmede mod land og konkluderede: " Åh, nej mor - det er derfor jeg ikke kan lide at bade i havet". Jeg forsikrede hende om, at her så tæt på land, er der ingen hajer - men klogere blev vi!!
Jeg nåede at få et billede af den famøse haj og ja, ja - jeg kan da godt se, at det ikke er verdens største haj. Men det var da utroligt, at vi lige skulle opleve det med. Hvor om alting er, var den stor nok til at alle - unge som gamle - røg op af vandet i raketfart :-) Vi listede tilbage til hotellet og poolen. Hold da op, hvor har vi fået sol på kroppen i dag. Rudolf med den røde tud lever i bedste velgående. Også i Florida. I flere afskygninger :-) I eftermiddags tog vi på kanalrundfart her i Fort Lauderdale. Det var en spændende tur, hvor vi så FL fra Riverside. Det er der, hvor alle de rige har deres fede palæer og volumiøse yachts. Vi sejlede i 3 timer - indlagt et "pit-havne-stop" hvor vi spiste lidt mad og så nogle monsterstore fisk i havnen.
Som I kan se på billederne, kom der pludselig en grøn øgle vandrende, da vi ventede på båden. Vi var faldet i snak med et ægtepar fra Frankrig som har været i Florida flere gange, og de fortalte os - at øglerne (eller hvad de nu hedder) lever frit ved floderne og de hænger ofte ud ved kajen. Den var sød og når man kaldte på den som man kalder på en hund kom den hen imod en. Det var jeg nu ikke så vild med.....
På et af billederne ser i en cremefarvet sejlbåd gemt lidt bag en stor yacht. Det er Johnny Depp`s sejlbåd som netop er sat til salg for små 33 mill. dollars. Var det noget?
Her i aften har vi så været på Jaxson`s Ice Cream Bar. Stærkt anbefalet af Fortuna-venner. Jaxson`s startede i 1956 og fremtræder original og tro mod tiden den gang. Det ser man i indretning og personalets påklædning. Det var en super skæg oplevelse. På Jaxson`s kan man spise dinner, men mest kendt er stedet for sine kæmpe isdesserter. MMMMM det var godt! Nu sidder man så her - med ondt i maven - fordi øjnene ikke kan få nok.....
Vi er spændte på om vi vågner op til storm imorgen, da det er forudsagt, at en hurricane måske rammer østkysten. Jeg tror det nu ikke. Det virker i hvert fald tilforladeligt udenfor. Når det er sagt - er der noget helt andet som bliver spændende imorgen. Vi får besøg af min fætter Henrik som er født og opvokset i Sverige, men som har boet i USA i mange år og som jeg ikke har set i 35 år!!! Han kommer kørende langvejs fra for at sige hej og det er jo bare herligt :-)

onsdag den 10. juli 2013

I laveste gear i 7. himmel

Så er vi her igen. Denne gang meget afslappede og i laveste gear :-) Vi har ikke lavet en s... idag, men alligevel er der lidt at berette. Vi stod op til gråvejr - det havde tydeligvis regnet meget i nat. Det blev derfor en stille og rolig morgen på værelset og senere formiddags-jogging på stranden. Vi endte på en hyggelig cafe, hvor vi fik lækker oatmeal med valnødder, banan og cranberries og dertil friskpresset juice.
Frokosten blev (endnu en gang) indtaget på Chipotle, og derefter kørte vi i Barnes & Nobles, som er en kæde af butikker inkl. Starbucks der sælger ALT indenfor litteratur. Vi stiftede bekendtskab med Barnes & Nobles sidst vi var i USA og tilbragte mange timer der. Det var stor gensynsglæde på denne ferie. Ikke mindst for Laura, som kan fordybe sig timevis i bøger som hun så vælger ud og køber. Skønt at der også i hendes generation er interesse for glæden ved en fyldt bogreol :-)
Og Andrea kom i den 7. himmel :-) Hun investerede i bogen "Nowhere but up" som er skrevet af Justin Biebers mor Pattie Mallette. Det er en bog der handler om at være gravid som ganske ung, opforstre et barn alene og alle de oplevelser og udfordringer det har været at være mor til en superstjerne. Da vi står ved kassen og skal betale finder Andrea ud af, at Justins mor kommer i butikken på fredag kl. 15 for at signere sin bog. Altså må vi tilbage igen til den tid, da Andrea mener at hun selvfølgelig bør benytte lejligheden til at hilse på sin kommende svigermor.....
Senere handlede vi ind i Publix, et stort amerikansk supermarked. Ja, der kan man jo gå rundt i timevis. Jeg synes altid det er spændende at se de lokale, særprægede varer på hylderne. Og jeg har lyst til at fylde kufferten med nye produkter til madlavningen. Vi nøjedes med at forsyne os, så vi selv kan lave morgenmad, de sidste dage i Florida. Aftensmaden spiste vi med udsigt over havet på Bubba Gump. Bubba Gump er en kæde af restauranter som tager udgangspunkt i Forrest Gump universet. Overskrifter, detaljer, figurer fra filmen bliver brugt som koncept i forhold til indretning, dekoration og menukort på restaurantet. Vi så dem mange steder i USA for 2 år siden, men nåede aldrig at spise der. Måske fordi vi fik indtryk af, at der kun er fisk på menuen. Det viser sig, at man også kan få retter uden fisk og derfor var pigerne med på at afprøve stedet. Det var rigtig hyggeligt og god mad til rimelige penge.
Vi begynder at føle at ferien lakker mod enden :-( De sidste dage skal nydes i fulde drag. Vi har mange planer for de kommende dage, men tilrettelægger i forhold til vejret, da der stadig er snak på tv om, hvorvidt en hurricane rammer bl.a. Fort Lauderdale på fredag. Nu må vi se.
Med dette skønne foto af mine to dejlige rejsekammerater lyder det godnat herfra. Vi glæder os over, at der endelig er blevet sommer i Danmark også.

tirsdag den 9. juli 2013

Luksus og landevej

Vi er nu tilbage på østkysten af Florida. Nærmere betegnet Fort Lauderdale. Her bliver vi resten af ferien som slutter på søndag og vi vil være tilbage i Danmark mandag aften. Vi besluttede hjemmefra at tilbringe flere sammenhængende dage i Fort Lauderdale, da vi kender mange fra Hjørring som har været her og anbefalet det varmt. Blandt andet godtfolk fra Fortuna :-) Nå, men jeg spoler lige tiden et par dage tilbage. Mandag morgen står vi op på luksushotellet i Tampa efter en dejlig nattesøvn i de rare omgivelser. En tur i fitness inden morgenmadsbuffeten som var lækker, først og fremmest pga. nogle helt fantastisk omeletter :-) Poster et billede taget kiggende op i loftet på hotellet. Bemærk at billedet er taget på 3 etage....
Vi valgte at køre til Clearwater Beach. En populær, stor strand i Florida. Vi blev ikke skuffede. Det var rigtig hyggeligt. Man ligger som sild i en tønde, men det er ikke så tosset, for alle amerikanerne er så rare. Ja - det er i sig selv et emne man kan skrive meget om. Da jeg for en 3 år siden lod mig overtale af pigerne til at planlægge vores første bekendtskab med USA, var en af de største oplevelser for mig venligheden. Amerikanerne er utrolig imødekommende og hjælpsomme. Der er altid et smil og en hilsen og de beklager og undskylder meget, hvis de støder ind i en eller på anden måde - er i vejen. Og som sagt smil og glæde på stranden og det gælder både fra unge og ældre amerikanere.
De har mange tatoveringer :-) Det ser man tydeligt, når vi færdes på stranden og folk bærer badetøj. Jeg kan virkelig undre mig over, hvorfor mange overvægtige amerikanske piger har store tatoveringer printet over vom og flæsk.... På Clearwater Beach så jeg en mamma, hvis røv var 4 gange så stor som min (og det siger jo ikke så lidt...) og hun havde masser af store HUNDEPOTER tatoveret hen over de multistore baller - ha ha, det var sgu morsomt. Nå, men efter en dejlig tur ved havet kørte vi i Ellenton Premier Outlet. Wauw! Der fik vi valuta for skillingerne. Jeg købte Nike løbesko for 180 kr!! og købte to par Levis Jeans i den model som jeg hjemme giver 1000 kr. for til 300 pr. par. Jamen, det er jo herligt :-) Ungerne købte også sko, jeans, t-shirt osv. osv. Vi var tilbage på Embassy Suites til aften og nåede lige de gratis cocktails og snacks. Senere tog vi på en lokal restaurant, hvor vi spiste udendørs med udsigt over bugten. Vi fik gourmet kylling med friske, grønne asparges. MMMMMM så godt det var :-) Hjemme igen så vi en film og gik i seng.
Imorges samme procedure. Fitness, omeletter og så skulle der pakkes. Afgang mod Fort Lauderdale. En lang køretur tværs over Florida. På et af billederne ser i, at vi er på vej til at forcere en bro. Der er vildt mange broer i Florida. Smukke, fascinerende broer. Nogle virker lidt skræmmende i størrelse og højde, men det fungerer. Og nu er vi så her. Vi bor tæt på Las Olas som er stedet, hvor det sker i Florida. Nu skal vi bare slappe af og hygge os de næste dage. Der går rygter om en storms ankomst til weekenden. Vi håber den driver forbi.... Må sige at vejret ubetinget har været bedst på vestkysten. Det lader til at det er mere ustabilt, hvad sol og regn angår her på østkysten. Ikke at temperaturen falder. Vi har konstant nær ved 40 grader, men det var vi forberedt på inden vi kom og det går fint for os at klare varmen. Vi har fået en god kulør. Vi nøjes dog med en 3 timer ved stranden hver dag, så vi ikke får for meget. Vi valgte faktisk at rejse til Florida for at kunne mixe badeferie med seightseeing og shopping. Vi ville ellers nok helst have rejst et andet sted hen i USA. Men kombinationen i Florida virkede som et godt match. Det kan dog være svært at gøre værdien og niveauet af oplevelser fra vores 6 ugers rejse i 2011 efter i forhold til de mange, fantastiske highlights derfra. Der må jeg nok sige, at Florida ikke kommer i nærheden.
Vi er tjekket ind på et noget lavere rangerende hotel end det forrige. Til gengæld er det billigt :-) Det er et lille sted, med kun få værelser. Vi har fået værelse med havudsigt og det er stort og har eget køkken. Det er en far og søn som har hotellet og de virker rigtig rare. Da vi ankom faldt jeg i snak med familien der bor ved siden af os. De er fra Canada (Quebec) og er kørt hertil i bil. 35 timer tog det at køre hertil (pauserne er ikke talt med). Så er man sgu glad for at køre bil :-) Nå, jeg vil nyde min Corrs Light (amerikansk øl) og få pakket lidt ud. Ha en god onsdag derhjemme. Miss Kristensen

søndag den 7. juli 2013

Søndags-hygge med de lokale

Så er vi i Tampa. Tampa er en af Floridas største byer og vi har bevæget os mod nord på vestkysten. Vi gjorde pitstop ved Sarasota, hvor en ekspedient på en "7-11" anbefalede os at besøge "Beach Key Siesta" som i 2012 blev kåret til årets bedste strand i USA. Den måtte vi selvfølgelig opleve - ligesom tusindevis af lokale som denne søndag ville slappe af med familien på stranden. Vi var usandsynlig heldige og fik en parkeringsplads midt i infernoet.
Sikke en strand. Løkken, Blokhus, Tversted - Go Home :-) Og sikke mange mennesker. Amerikanerne er mestre i at hygge. De drager afsted, med børn og bedsteforældre og kæmpestore køletasker med masser af "goodies". Og så har de pavillioner med og bliver på stranden hele dagen og aftenen med. Vi hyggede os nogle timer på "Key Siesta" for derefter ENDELIG at møde min favorit fastfood restaurant i USA. "The Chipotle" :-) Det er en mexikansk fastfood kæde. Men der er tale om forholdsvis sund fastfood :-) Man bestiller enten en bowl eller en burrito (jeg foretrækker det første)og det handler om mexikansk inspiret salat med ris, black beans og ikke mindst guacomole. Det smager himmelsk!
Vi endte så her på The Embassy Suites i Tampa ved aftenstid. The Embassy Suites er et luksushotel. Og ærlig talt, har vi faktisk følt os helt "forkerte" i disse omgivelser.... Vi blev taget imod af tjenestefolk og baggage blev båret ud af bil og op til suiten. Selve overnatningerne er overraskende billige. Og efter sigende (det prøver vi imorgen) skulle hotellet serverer en helt fantastisk morgenbuffet som er med i prisen. Der er Happy Hour 3 timer hver eftermiddag, hvor hotellet byder på gratis snacks og drinks! Der er selvfølgelig pool, fitnesscenter osv. Og hotellet har sin egen Starbucks!! Der er 24 etager på hotellet.og vi bor i en suite med separat soveværelse, stue, 2 tv osv. Når det så er sagt betaler man dyrt for alt andet; valet-parkering (som man nu godt kan vænne sig til...) internet m.m. Og de forventer sikkert drikkepenge! Bastards! :-) Vi bor på 11. sal, hvor der er en fantastisk udsigt over bugten og Down Town.
Lige nu spiser tøserne pizza og ser film i stuen, mens jeg nyder en kold øl og lidt ro i værelset ved siden af. Vi har brændt kalorier i hotellets fitness center. Det er simpelthen nødvendigt med alle de fristelser vi hele tiden konfronteres med. Imorgen vil vi på Clearwater Beach. Det tager ganske vist en lille time at komme dertil, men det skulle være hele turen værd. Vi vil også se Ybor City, som er den gamle bydel. Kan se at det er kl. 5 morgen hos jer nu. Mærkeligt med den tidsforskel :-) Så Godmorgen DK!

lørdag den 6. juli 2013

Blandt krokodiller og polo`er :-)

Så er det blevet lørdag aften. Og vi har nu 9 dage tilbage af vores ferie i USA. I går fredag kørte vi fra Key West mod Everglades Nationalpark. Det var en lang køretur på 4 1/2 time. Der blev desværre regnvejr som varede det meste af køreturen. Ikke at det gjorde så meget, når nu vi alligevel var fanget der i Volvo`en. Men kraftigt amerikansk regnvejr ligner altså ikke det danske.... Her vælter det ned med regn, så hverken vinduesviskere eller vejbaner kan klare mængden og farten på landevejen må blive derefter. Anyway - vi nåede Everglades i tørvejr og mens vi udvalgte en "airboat-ride-farm" trak de mørke skyer væk og vi blev atter stegte!
Everglades var en rigtig sjov oplevelse. Det var fedt at sejle/flyve i airboat. Og fantastisk at suse rundt ude i marsken med det særlige flodsystem foran sig, så langt øjet rækker. Og vi så krokodiller og alligatorer. Det var skide skægt :-) Man kunne også få lov at holde en lille to-årig. Nuh, så sød den var. Og super, super blød :-)
Da vi var færdige på farmen kørte vi gennem Everglades - en lang og grøn tur på halvanden time til Naples på sydvest kysten. Naples er kendt som en særlig smuk liebhaver by, men vi fik nu ikke det forkromede indtryk, da regnen igen væltede ned. Ergo måtte vi søge i et shopping mall og hold da op, et kæmpe et af slagsen vi fandt :-) Pigerne shoppede amok, mens den gamle holdt sig i skindet.
Vi tjekkede ind på "La Quinta" i Fort Meyers klokken sent og blev noget skuffede, da det var et halvskummelt motel og ikke særligt lækkert. Første gang jeg har dårlige erfaringer med Trip Advisor....Sengene var meget små, og det var for meget at forlange at to personer skulle sove i samme i flere nætter. Vi valgte derfor at afbestille den ene af de to planlagte overnatninger til fordel for Hampton Inn, som er den dejligste og BILLIGSTE hotelkæde i USA. Vi havde fravalgt denne i første omgang, da La Quinta lå bedre i forhold til de planer vi havde i Fort Meyers. Nå, men vi kom gennem natten i smalle senge. Vi er så trætte når vi når til sengetid, så vi kunne såmænd nok i virkeligheden sove, hvor det skulle være :-) Iøvrigt vil jeg lige indskyde en bemærkning omkring vores bookede hoteller. Vi har bestilt alle overnatninger hjemmefra. Det behøver man ikke. Der er masser af steder at overnatte i USA. Men det er billigt at bestille hjemmefra og så har man noget at indstille GPS`en efter. Vi nyder, at vi ikke skal bruge tid og kræfter på at finde overnatninger herovre. Skulle man ændre i sine rejseplaner undervejs, kan man afbestille (som vi gjorde igår) uden beregning. I dag lørdag stod vi op til super vejr og drog efter morgenmaden til Sanibel som er en lille ø der ligger i den mexicanske golf. Man kører dertil via en bro fra Fort Meyers. Stedet er specielt, da man fra statens side holder øen uspoleret overfor gøgl og glimmer. Der er en særlig natur på stedet og stranden karakteriseres ved alle sine strandskaller. Vi slikkede sol og badede nogle timer, hvorefter vi tjekkede ind på Hampton og slappede af endnu et par timer. Vi nyder faktisk en stille stund på hotelværelset, hvor vi ser tv, læser, tjekker mails og FB :-)
Sidst på eftermiddagen kørte vi i Ralph Lauren Outlet, hvor vi gik (en smule) amok i de gode tilbud. Kæft, så mange fede poloer og skjorter - og kjoler :-) En receptionist på La Quinta anbefalede os at spise på "Nervous Nellie`s Waterfront" på Fort Meyers Beach. Et fedt sted med et mega spisekort. Der var stuvende fuldt og vi måtte vente i baren en halv time, inden vi fik bord. Maden var fantastisk og portionerne kæmpe store. Amerikanerne får resterne fra middagen med hjem i flamingoæsker og så spiser de det som natmad eller gemmer maden til dagen efter. Rige som fattige. Alle dyrker "doggy-bag" princippet. Nu er vi snart på vej i seng. Imorgen kører vi til Sarasota. Endnu en skøn plet på vestkysten, for derefter at tjekke ind på hotel i Tampa.
Idag var vi iøvrigt oppe på 41,67 grader. Den kan I vel ikke stikke derhjemme? Der er SÅ varmt. Vi havde ikke overlevet uden aircondition. Og kolde drinks. Apropos drikkevarer. Det er en ren fornøjelse at være i et stort amerikansk supermarked. Amerikanerne er leveringsdygtige i alt! Og hvad angår sodavand, juice og andet - ja, så er der så mange lækre variationer. Det samme gælder chokolade og is. Og ja - jeg tager i Fitness imorgen tidlig....
Er så glad for den VOLVO. Det bliver en mareridt at vende hjem til kobling og en gammel øse af en Ford...... Godnat

The Best Easter Sunday Ever 🐣

Så bliver det sidste indlæg i denne omgang. På denne rejse. Påskelørdag tog vi til Michigan State University for at se det store Campus-omr...